Velbekomme, så er der serveret

Jeg har en dejlig hund, Tugu, som jeg er utrolig glad for. Jeg har haft Tugu i mere end 10 år, så den har efterhånden fået sig nogle faste vaner. En af de traditioner, som jeg ikke helt ved hvor stammer fra, at den om morgenen hopper op i min seng og begynder at slikke mig i ansigtet. Det er signalet for, at nu er det tid til at servere noget hundemad. Og ikke bare hvad som helst: Det skal være hundemad fra Olivers. 

Hmpf!

Hvis jeg – af en eller andet grund ikke lige får købt den rette hundemad hjem -giver Tugu mig et indigneret Vuf, som jeg tolker som noget i retning af: “OK, hvad er så lige der her for noget? Nu er det ikke sjovt længere. Hvor er min rigtige hundemad?”

Efter morgenmåltiden er det tid til at gå en tur, så Tugu lige kan få lettet benet op af en hæk eller en lygtepæl. Hellere det end at det er min sofa, som står for skud. Når vi så har været ude og lufte hinanden, tager jeg på arbejde. Det er mit indtryk, at Tugu lægger sig hen i sin kurv, som står i nærheden af en radiator. Jeg kan godt mærke, at Tugu ikke har den energi, som han havde, da jeg fik ham. Han er jo heller ikke helt ny. Det forhindrer ham dog ikke i at give den gas, når vi er nede på hundelegepladsen og han kan lege med de andre hunde. Det er bare noget af det bedste han ved. Mens han tumler rundt og leger tag fat med de andre hunde, får jeg nogle gode snakke med de andre hundeejere. Vi har en uofficiel aftale om, at vi mødes der hver lørdag ved 10-tiden. Det er alle tiders chance for at få talt om alt muligt mellem himmel og jord. Det kan Tugo og jeg godt bruge et par timer på. Når vi så kommer hjem, så er både Tugu og jeg godt trætte. Efter frokosten får vi os begge to en lille lur. Det er dejligt at være ude. Det giver anledning til at få en på øjet.