Da Far og more var pinlige

Det måtte jo ske! Min (og min kones) datter skulle konfirmeres. Og det skulle selvfølgelig fejres på behørig vis. Så den fik på alle tangenter med konfirmationskjole, sat hår og fest for hele den pukkelryggede. Vi blev 65 til festen, som vi holdt i det lokale forsamlingshus.

Efter konfirmationen i kirken, tog min kone og jeg hen til forsamlingshuset for at se, om at var som det skulle være og for at tage imod de første gæster. Vores datter skulle sammen med veninderne hen til en fotograf for at blive foreviget.

Vores datter havde forbudt min kone og mig at lave en festsang til hende, fordi hun mente, at vi kunne være totalt pinlige. Jeg ved ikke, hvor hun får sådanne ideer fra. Bare fordi vi til hendes fødselsdag havde lavet en lille sang til hende, hvor vi beskrev, hvordan hun som 3 årig havde brugt sin barnevogn som potte.

Så selvfølgelig undlod vi at lave en festsang. Vi vidste, at andre i familien havde nok materiale til at “traumatisere” hende for livstid. Og at de ville lave en sang.

I stedet ville vi holde en tale, hvor vi gennemgik nogle af de mange, dejlige og sjove minder, som var dukket op i løbet af hendes opvækst. Vi ville grine med vores datter ikke af vores datter. Det var jo hendes store dag. Og vi kunne jo ikke have, at hun brugte sin fine konfirmationskjole som lommetørklæde.

Talen gik – ligesom festen – ganske fint. Vi var kun lidt pinlige denne gang. Alt klappede og vores datter havde en dejlig dag.